Lunchtime Laughs ☾ Lucas ☽

Sted ➙ Cafeteriet, Beacon High.
Tid ➙ Frokosttid på Beacon High.
Omgivelser ➙ High School elever.
Vejr ➙ Lettere køligt (udenfor).
Påklædning ➙ Klik her!

Det var blot endnu en helt almindelig skoledag på Beacon Hills High School. Derfor var Darina denne dag også klædt i et rimelig simpelt outfit, bestående af et par hullede, sorte jeans, en blå og hvid stribet t-shirt med blonder for oven og diverse accessories. Disse bestod af en halvlang halskæde med en lille drømmefanger som vedhæng, et par kors-øreringe med små hvide perler, en stor ring en sort sten i midten og mindre sorte diamanter og et sølvarmbånd med syv store sorte sten. Dertil var hun iført et par Dr. Martens i sort lak. Alt i alt simpelt, men stilfuldt - hvis hun altså selv skulle sige det. Hvilket nok generelt var en meget god beskrivelse af hendes stil. Hun gik sjældent i alt for prangende og iøjnefaldende tøj, men det var heller ikke fordi hun ikke brød sig om at skille sig ud fra mængden, til en vis grad. Og derfor bekymrede hun sig, så vidt som muligt, heller ikke om hvad folk syntes om hende. Så længe hun vidste hvem hun var, og hendes venner og familie vidste hvem hun var, var det alt der betød noget. Og venner havde hun skam - på trods af hendes, til tider, hårde og lidt dårlige attitude. Hun kunne sagtens være sød og rar, men hun gad bare oftest ikke. Desuden havde hun et stort temperament og en kort lunte, og det stemte ligesom ikke rigtig overens med hendes søde og rare side. Men det var mest hvis hun følte sig truet, eller hvis hun følte at nogle af de folk hun holdt af følte sig truede. Hun var meget loyal og meget beskyttende overfor hendes kære. Og apropos sine kære, ventede hun i dette nu på sin gode ven, Lucas, der kom fra en anden time end hun selv gjorde. De spiste ofte frokost sammen.

Påklædning: Klik.

Lucas havde ikke engang set sig over skulderen, da han var styrtet ud af sin engelskklasse så snart han havde hørt klokken ringe. De havde endnu engang haft om Shakespeare, og selv om Shakespeare ikke altid var dårlig i hans øjne, så var Hamlet dét. Han hadede Hamlet, og havde hadet det stykke lige siden hans far havde tvunget ham igennem den nogle år forinden, og gud bedre det, om han nu ikke også skulle til at analysere lortet. Med et opgivende suk, hankede han op i sin skoletaske, og gik i rask tempo ned af gangen, hen imod kafeteriet, der lå i modsatte ende af skolen, end der hvor han befandt sig. Det var ved at være et par dage siden, han sidst havde snakket med Darina, for de sidste par dage, havde han siddet sammen med Louie, men idag, havde han en aftale med sin veninde. I starten havde de to egentlig ikke kommet super godt ud af det med hinanden, men Lucas var hurtigt begyndt at sætte pris på den flabede pige, og nu havde de et super godt forhold - et forhold han helst ikke ville bytte væk med nogen.
"Darrrrrina, dear!" Kaldte han, måske en anelse for højt, da han trådte ind i kafeteriet. Han rullede smilende på r'et i hendes navn, så det lød helt italiensk. Han kneb kort øjnene sammen, og kiggede ned mod hjørnet, hvor de plejede at sidde - og ganske rigtigt, der sad hun, smuk som altid, med et par hullede jeans. Han klukkede dæmpet for sig selv, før han satte kursen mod hende. "Hullede bukser i den kulde?" Spurgte han muntert, og satte sig overfor hende. "Du ser lækker ud som altid, men fryser du ikke?"

Darina havde aldrig været den skarpeste kniv i skuffen, når det kom til skolen. I hvert fald ikke siden hun begyndte at udvikle sig og få sine evner, hvilket hun gjorde i 13-års-alderen. Siden da havde hun haft lidt for tralvt med at lære sig selv at kende, med en hel del hjælp fra sin familie. Varcoyote-genet var gået i arv gennem Darinas mor og hendes mor før hende. Derfor havde hun været fokuseret på ikke at blive vred og ved et uheld skifte form foran hele skolen, hvilket jo også gav god mening. Specielt, når man, ligesom Darina, havde et stort temperament og en halvkort lunte. Det var en farlig ting, når man var en varcoyote. Specielt for et par år siden, da hun endnu ikke havde lært at kontrollere sin forvandling for menneske til coyote. Desværre havde dette nok gået lidt for meget ud over hendes skolegang, hvilket hun godt kunne mærke til tider. Og dette medvirkede også til, at hun ikke var særlig begejstret for skolen. Men det var der selvfølgelig generelt heller ikke særlig mange unge, der var.
Hun kunne dog godt følge med til en vis grad, og det hun ikke forstod, var hun jo bare nødt til at arbejde ekstra hårdt for at lære. Hun var mere street smart end intellektuel. Og hvad hun manglede i viden, lagde hun op for i hurtige comebacks af en humoristisk og oftest flabet kaliber. Dette var også rimelig meget hvad hendes forhold med Lucas bestod af - hurtige comebacks med flabede kommentarer. Nå ja, og så desuden en hel del harmløs flirten. Men Darina var også en generelt flirtende person.
Hun smilede skævt, da hun hørte Lucas' stemme. Hun så dog ikke op på ham, før han var tæt nok på til at sætte sig ned overfor hende. "Jeg fryser sjældent, ved du nok. Det er vel bare en af fordelene ved at være så hot." Hun sagde det med et drillende smil og et frækt blink. "Du ser heller ikke værst ud, men det er nu altså ærgerligt at dække dig ind i lag. Endnu en grund til at hade kulde." Hun surmulede for sjovt.

Lucas satte altid pris på en god omgang sarkasme, en flabet attitude og en munter humor. Han var også utrolig glad for folk, der kunne flirte uden at ligge noget i det, og nød egentlig altid selskabet af folk, der ikke virkede falske i deres følelser. Dariana besad mere eller mindre alle de kvaliteter, som han godt kunne lide, så det var også gået ret hurtigt, med at få en connection til Dariana, der ellers havde haft en lidt agressiv, dårlig attitude til at starte med. Deres daglige mundhuggerier i timerne havde udviklet sig til et venskabeligt, som ikke mange helt kunne gøre sig klog på, selvom de begge to selv var helt afklarede med situationen. Lucas havde ikke fået snakket ordenligt med hende i lang tid følte han, og han fik en anelse dårlig samvittighed, fordi han godt var klar over at Dariana var en smule bagud i nogle af fagene i skolen - ikke at han vidste hvorfor hun havde været så meget fraværende for et par år siden, hvor de ikke rigtigt havde snakket sammen. Det var heller ikke et emne han havde tænkt sig at spørge ind til. Ikke endnu i hvert fald.
"Det er selvfølgelig rigtigt nok," svarede han, og nikkede med påtaget tænksom og alvorlig mine. Han grinede let over hendes surmule-grimasse, og smilede skævt.
"Modsat dig er mit hotte ydre ikke modstandsdygtig nok," svarede han, og blinkede kækt tilbage til hende. "Men måske er det mit kolde hjerte, der får mig til at fryse. Eller også er det bare fordi jeg kommer fra det sydlige Californien og ikke er vant til kulde." Det sidste blev sagt med en bitter undertone, og han skulede skævt ud af vinduet ved siden af dem. Han smilede drillende. "Jeg kan godt forstå du ærger dig, dog, til gengæld ser jeg super flot ud i jule-sweaters, så du kan i stedet sætte pris på min fantastiske stil."

Darina havde altid nydt at komme med sarkastiske og flabede bemærkninger. Da hun var lille, var det nok noget af det hun oftest blev skældt ud for - at svare igen. Men i hendes senere teenageår, inklusivt nuværende tidspunkt, havde hun lært at det var en stor del af hende, og at hun faktisk virkelig holdt af sarkasme. Og dette gjaldt faktisk også når andre gjorde brug af det. I hendes øjne - og ører - var der ikke meget sjovere end en god omgang sarkastiske bemærkninger, hvis de blev brugt på den rigtige måde og, vigtigst af alt, på de rigtige tidspunkter. Dette kunne være svært for nogle folk, og dermed var det jo nærmest en kunst. Okay, overdrivelse fremmer forståelsen, ikke sandt? Derudover nød hun virkelig også at flirte. Hun gjorde det hele tiden, nogle gange helt ubevidst. Hun lagde dog sjældent noget i det, det var såmænd bare en egenskab hun besad. Hun kunne også godt lide når folk flirtede med hende, men det var selvfølgelig med forbehold. Det ændrede sig fra situation til situation, og fra person til person. Men dette var også en af grundene til at hun holdt så meget af Lucas. Han besad alle disse egenskaber, nøjagtigt ligesom hende selv, og han var en værdig 'modstander'. De havde deres forskelle osv. men de havde altid dette i deres forhold. Deres klassekammerater og andre folk, forstod det meget sjældent. De lagde altid mere i deres forhold, end Lucas og Darina selv gjorde. Men så længe de vidste hvor de havde hinanden, var det sådan set også det eneste der betød noget.
Hun lo af hans påtagede alvorlighed. Så rullede hun på øjnene. "'Mit kolde hjerte', åh hvor er du dog dramatisk. Jeg tænker at det nok mest er nummer to." Hun lo endnu engang af hans bitre undertone og skulen. Personligt havde hun ikke noget imod lidt kulde, så længe det kom i små portioner og ikke varede særlig længe ad gangen. Så blev det hendes tur til at påtage sig rollen som seriøs. "Åh ja, det er også en glæde. Jeg er simpelthen bare så privilegeret, at få lov at være venner med en så stilrig person!" Hun nikkede med løftede øjenbryn, for at spille endnu mere med på den.

Lucas sendte Darina et varmt blik. Det var altid super afslappende at være i hendes selvskab, fordi han bare kunne sige lige det der faldt ham først ind, uden at tænke på konsekvenserne og uden at skulle tænke på hvad andre tænkte om ham. Det var en befriende følelse, og en form for forhold, han ikke umiddelbart havde prøvet med en pige før. Han blinkede sigende til hende, og trak på skuldrene.
"Åh, du kender mig, jeg burde hedde 'dramatisk' til mellemnavn!" Jokede han, og lænede sig ind over bordet, som om han havde en hemmelighed han skulle til at fortælle hende. "Du ved, hvis nu vi kunne få store, flagrende kapper på mode igen, så ville mit dramatiske alter-ego være godt tilfreds." Han smilede bredt, og lænede sig endnu engang tilbage på den hårde, ubehagelige bænk. Men ja, hun havde så absolut ret. Los Angeles, hvor han var født og havde boet indtil han var 9, havde altid været meget varmt, og havde gjort hans krop en smule kuldskær. Beacon Hills var for det meste også et lunt sted, trods alt også lokaliseret i Californien, men vintrene var koldere end i Los Angeles.
Lucas hævede et øjenbryn, da alvoren bredte sig over Darinas ansigt. Han spidsede tænksomt læberne, og nikkede tilbage. "Så absolut, så absolut!" Han smilede skævt, før han fortsatte. "Det er meget bedre at være venner med mig, end sådan at mænge sig med pøblen."

Darina prøvede generelt på at leve så afslappet som overhovedet muligt - specielt fordi hun jo havde en undertrykt side, der havde en tendens til at blive fremkaldt af hendes korte lunte og store temperament. Dette havde hun efterhånden lært at kontrollere ret så ubesværet, men det hjalp selvfølgelig altid på det, når man kunne være omkring nogle folk man holdt af, og som man kunne slappe af og være sig selv omkring. Og dette var præcis hvordan hun havde det med Lucas. Hun lo og nikkede med løftede øjenbryn. "Ja, en gang imellem har du faktisk ret i noget. Dette er en af disse sjældne gange." Og så var det hendes tur til at blinke med et drillende udtryk i ansigtet. Ved det næste, rullede hun med øjnene. Hun rynkede på næsen, og rystede lidt på hovedet. "Drama eller ej - store, flagrende kapper kommer aldrig på mode igen." Eftersom hun også havde haft lænet sig ind over bordet, ligesom Lucas, lænede også hun sig nu tilbage mod ryglænet på bænken. Så smilede hun stort. Seriøsitet var ikke noget hun mestrede, ikke når det var andet end en joke, og slet ikke når hun var i Lucas' selskab.
Hun nikkede med påtaget alvorlighed, som hun tværtimod mestrede rimelig godt. "Åh ja, pøblen er langt under min standard. Heldigt for dig, ligger du lige præcis inde for standarden." Hun rakte tunge af ham. Det var okay at være barnlig en gang imellem.