Shakespeare.. Again?! - Evelyn

Tid: 09.30
Vejr: Overskyet, regnvejr og vinteragtigt.
Sted: Klasseværelse 59, Engelsk, Beacon High.
Omgivelser: Elever.

Lucas stirrede vantro på sin engelsklærerinde Mrs. Spike. Det var som om at dårlige dage, simpelthen ikke bare kunne være moderat dårlige - men at dårlige dage skulle gå 'all in' og simpelthen bare være virkelig, virkelig dårlige, tænkte han bittert. Så mange dårlige ting på den korte morgen. Og nu, nu, om de gud bedre det, ikke skulle læse Shakespeare én gang til. Og hvorfor, tænkte han, skulle det også altid være Shakespeare? Det var jo ikke fordi Romeo og Julie faktisk var en romantisk historie! William Shakespeare havde jo taget pis på hvordan systemet fungerede, og nu blev fortællingen brugt som det ultimative symbol på kærlighed. Det var utroligt. Simpelthen utroligt. Den her dag kunne ikke blive værre,
"Nogen indvendinger, Mason?" Tilføjede Mrs. Spike spydigt, da Lucas med et irritabelt støn begravede sit ansigt i sine hænder. Han kiggede igennem sine fingre med et køligt blik, og rystede sigende på hovedet. Hvis bare blikke kunne dræbe, tænkte han, men nej. Mrs. Spike blev stående, og faldt desværre ikke død om.
"Nej, nej," svarede han og viftede med hånden. "Med mindre vi skal læse Hamlet, så kan du få en skriftlig klage, der nok vil være mere spændende end selve stykket." Det sidste blev mumlet, da lærerinden havde vendt sig mod tavlen, og han blev belønnet med en let klukken fra eleverne i klassen, og et opgivende blik fra Mrs. Spike. Hun sendte uret midt i lokalet et blik, der tydeligt sagde hvor meget hun allerede glædede sig til at få fri. Et glimt gled over hendes øjne, og hun stivnede kort, og sendte et lidt panisk blik mod døren som om hun havde glemt noget. Hun rettede på sin nederdel, og kiggede myndigt ud over klassen.
"Jeg er tilbage lige om lidt, men i mellemtiden kan i alle sammen komme her op og hente jeres eksempel af Hamlet." Før hun gik ud af døren, sendte hun et triumferende blik til Lucas, og forlod så klassen med klikkende hæle. Lucas stirrede opgivende op i loftet. Hamlet. Det var da utroligt, gentog han i sine tanker, og traskede modløst op for at hente et slidt eksemplar af Shakespeares kendte stykke. Heldigvis ville der være nok analyser på internettet, til at han ikke ville behøve at læse den absurd kedelige bog, som han var blevet tvunget igennem nogle år forinden af sin far. Han satte sig tilbage på sin plads, og skubbede stolen bagud, så han balancerede på to stolben.
Da Mrs. Spike kom ind i klassen igen, var hun ikke alene, og havde i stedet en pige med sig.
"Det her er Frøken Evelyn Van Dyke," præsenterede hun pigen, og kom for en gangs skyld med et venligt smil i pigens retning. Lucas fik næsten sit luft galt i halsen, og spjættede forskrækket ved navnet, der blev kaldt op. Stolen gled ud under ham, og med et højt klask væltede han bagover, og landede på gulvet.

Påklædning + et par sorte converse.

Syv. Så mange elever havde nået at passere og sende nysgerrig blikke efter Evelyn's urolige skikkelse, imens hun stod og ventede på den læreinde, som skulle følge hende ned til det rette klasseværelse, hvor hun ifølge sit nye skema skulle have engelsk. Det havde været en lettelse at opdage, da engelsk var et af de fag, som hun bedst kunne lide og derfor havde nemmest ved at følge med i uden for meget besvær. Alligevel kunne hun ikke undgå at mærke sommerfuglene baske lidt med vingerne ned i maven. De andre lærere havde bedt hende vente her, men selvom hun gjorde, som de havde sagt, så var der ikke dukket nogen op endnu. Måske havde hun taget fejl? Netop som hun rakte ned i sin gamle, sorte skoletaske for at tjekke skemaet for ca. 10'ende gang, hørte hun pludselig skridt der nærmede sig. "Frøken Evelyn Van Dyke formoder jeg?" spurgte lærerinde, før hun selv præsenterede sig, efter Evelyn havde nikket stille. Uden så mange yderligere ord havde lærerinden bedt hende følge med. Umiddelbart virkede kvinden foran hende ikke til at have travlt med at komme tilbage til klasseværelset, men det passede Evelyn fint. Hun havde ikke travlt med at møde endnu flere nysgerrig og ikke mindst dømmende blikke.

Lige inden de trådte ind af døren fik hun sikret sig, at alt tøjet sad som det skulle. Som en lille ekstra detalje, lod hun håret glide foran hendes øjne, så når hun gik ind i klassen, så var der ingen som ville bemærke andet end hendes mørke hår - og ikke hendes paniske blik. Da både Evelyn og Mrs. Spike var nået helt ind i klassen, som pludselig var blevet en anelse mere stille, tillod hun sig selv at sende kvinden et lille smil. Dette smil stivnede dog brat, da det lød som om, at der pludselig var en som kollapsede nede bag i klassen. Evelyn vendte forskrækket blikket ned imod den bagerste del af klassen, hvor hun så et par ben stritte op i vejret. Hun var lige ved automatisk at løfte lidt op i fyren via. tankerne, men indså hurtigt, at det nok ikke var en god idé at lade sig selv afsløre på den måde. Derfor blev hun bare stående, lettere akavet, imens hun forsigtigt snuppede en kopi af Hamlet fra katederet. Skønt… Den var jo en klassiker, som man bare måtte læse - ca. 100 gange? Evelyn mærkede dog et sting af dårlig samvittighed over ikke at hjælpe fyren dernede, men han havde vel venner? Og det var bedst, hvis hun ikke kom for tæt på. Hun var sikkert ikke stærk nok til at hjælpe ham alligevel. "Mrs. Spike? Hvor skal jeg sidde?".

Evelyn havde i modsætning til Lucas ikke svært ved at blive forlegen. Det mærkede hun tydeligt, da en brændende fornemmelse bredte sig og farvede hendes kinder. Hun havde heldigvis ikke oplevet at blive drillet specielt meget igennem barndommen, men det gjorde hende også meget mere uvant med daglige, pinlige situationer som man kunne joke med vennerne om bagefter. Derfor hankede hun blot op i tasken, som hang over venstre skuldre, og slet ikke var i nærheden af at glide, imens hun gjorde sit bedste for at se alle andre steder end ud mod klassen, som stadigvæk lo. Hamlet blev presset hårdt ind mod brystkassen, og et øjeblik havde hun næsten svært ved at få vejret. Hun havde dog en mistanke om, at det ikke udelukkende skyldes hendes tvivlsomme styrke i armene. Hun var utilpas og uvant med situationen. Egentlig så bad Evelyn bare til, at Mrs. Spike snart ville placerer hende, selvom det allerede så ud til, at hun skulle sidde ved siden af dagens klovn. Kønt par.

"Ja, Mrs. Spike." Evelyn satte øjeblikkeligt i bevægelse ned mod sin plads. Endelig lod det til, at hun kunne slippe for at være center for opmærksomheden, bare for et øjeblik. Der tog hun så temmelig fejl. Ca. halvvejs igennem rækkerne, løftede Evelyn blikket fra gulvet, og forsøgte at få et kort glimt af sin nye sidemand, inden hun satte sig hos ham. Synet fik hende til at gispe, hvorefter hun standsede brat op. Ansigtet blev lige en tand blegere, og hun lignede ærlig talt en der havde mest lyst til at løbe tilbage til lærerinden, som lod til at nyde den akavede stemning der spredte sig. Evelyns øjne flakkede og hun sank en klump, før hun i lidt mindre begejstret tempo fortsatte imod pladsen. Uden et ord, placerede hun sin taske og satte sig på den tomme plads. Evelyn slog op på første side, inden hun forsigtigt kastede et diskret blik imod sin sidemand. Lucas! Det havde været, hvad?… 6-7 år? Han havde forandret sig utrolig meget, blevet så voksen og køn, men alligevel var hun ikke i tvivl om, at det var ham. Hans øjne og opførsel talte alligevel for sig selv. Hun var også blevet genkendt. Hvad lavede han her? Well, det samme som hun gjorde. Oplevede en dejlig morgen, fyldt med enormt akavede og ikke mindst tragiske genforeningsøjeblikke. Skønt. Og den var kun 9:45…

Lucas havde altid været en distræt person. Hans tanker løb hurtigt af med ham, og hans fokus flakkede fra side til side. Lige nu ville han have givet sin højre arm, for at kunne falde ind i dagdrømmende tanker og glemme hvor han befandt sig, men for hver skridt Evelyn tog mod ham, følte han sig mere og mere opmærksom på alt omkring sig. Og så skete dét, som han havde frygtet ville ske. Ud af siden lod han mærke til at den overraskende smukke, ældre udgave af hans barndomsveninde stivnede, og stoppede med at gå. Lucas, der var super dårlig til meget akavede situationer, kiggede kort opgivende ned i bordet, og ærgrede sig over Evelyns manglende idé om hvor meget den gestus kunne påvirke klassens opfattelse af hende - af dem. Han anede ikke hvor hun havde været henne i de 7 eller 8 år, hvor han ikke havde set hende eller hørt fra hende, men umiddelbart virkede det ikke som om hun havde været på high school, hvor små ting som det at stivne og kigge akavet på folk, ville få folk til at tale. Man havde en rolle, man spillede rollen, og man tog sig alt for meget af hvad folk sagde om en, og egentlig hadede Lucas det, det meste af tiden, så en lille del af ham smilede hengivent over at Evelyn måske brød 'rollen' med vilje. Så kom han i tanke om deres dårlige afsked - eller ikke eksisterende afsked, rettede han sig selv - og spændte kæben i en misbilligende grimasse. Endelig fortsatte hun, omend lidt forfjamsket, hen og satte sig ved siden af ham.
Lucas rettede sig op, og åbnede bogen foran sig, uden at kigge til siden.
Han var normalt ikke typen der blev hverken tøsefornærmet eller sur på folk, for han havde en holdning, der tydeligt sagde at hvis han ikke kunne gøre noget ved det, så ville han ikke bekymre sig om det. Alligevel kunne han langsom mærke vreden og irritationen stige op i kinderne. Hvorfor i alverden var hun her?! Det var det sidste år af High School, det burde være et godt år for pokker, inden folk flyttede fra byen og tog på college og så kom hun bare valsende ind i klassen. Hvad bildte hun sig egentlig ind.
Med sammenbidte kæber, stirrede Lucas ned i bogen, og vendte for første gang i lang tid en side, uden at have læst et eneste ord i den.

Evelyn havde desværre ikke den samme erfaring som Lucas. Hun vidste blot, hvad enkelte hjemmelærere og de ansatte på Eichen House havde lært hende - og det var hovedsageligt kun fagligt materialer. Ellers havde hun lært lidt ved at se serier og læse magasiner, men mangel egentlige oplevelser gjorde det stadigvæk svært. Alligevel havde det nogle positiver sider, såsom, at Evelyn generelt havde nemmere ved at holde fokus og hovedet koldt i situationer, hvor andre havde det svært. Hun var simpelthen ikke altid opmærksom på, hvad man normalt ikke gjorde, bl.a. i overfyldte klasselokaler på High School. Det med sin overdrevne reaktion på Lucas var dog ikke noget, som hun havde planlagt. Selvfølgelig var det en smule pinligt med det høje gisp, men hun havde ingen anelse om, hvordan reaktionen ville skabe postyr og måske endda rygter.

Lucas lod ikke til at ville byde hende velkommen. Det gjorde ondt. Den kolde skulder fra Lucas gjorde endda mere ondt end Evelyn egentlig ønskede at indrømme overfor sig selv. Et kort øjeblik skiltes læberne en anelse som om, at hun ønskede at sige noget. Men Evelyn skyndte sig hurtigt at lukke dem igen. Hvorfor var hun overrasket? Selv efter hun var blevet taget ud af skolen, så havde hun tryglet sin mor om at se Lucas igen, men moderen havde stået fast og sagt nej. Til sidst gik det ligesom op for Evelyn hvorfor. Hvis hun var ligeså farlig og sær, som hendes forældre begyndte at påstå overfor lægerne, så var der ingen grund til, at Lucas skulle nær hende igen. Det var dog tydeligt, at han ikke lod til at have savnet hende - ikke den mindste smule. Den kortvarige smerte var pist væk. De kunne være to om at lege den leg. Evelyn rakte en hånd ned i tasken, som stod lænet op af bordet, hvorefter hun fremdrog en lille iPod, som hun fik tændt. Hun stoppede hurtigt høretelefonerne i ørerne, og skruede lige præcis så højt op for musikken, at Lucas næppe ville kunne ignorere hende. Måske var det barnligt og måske var det dumt. Evelyn havde ingen anelse om, hvordan skolerne havde det med musik i timen, men Eichen House havde tilladt hende musik ret ofte, da det hjalp på "stemmerne". Her hjalp det hende bare med at gøre opmærksom på sig selv, hvilket var ret modsat af, hvad hun normalt ønskede. Måske ønskede hun bare at irriterer Lucas, så han ville se, at hun var den type nu? Med et lille tilfreds smil rankede Evelyn ryggen, og bladrede endnu en side i bogen, som hun faktisk læste, imens hun trommede let i takt til musikken med fingrene.

Uden at være bevidst om det, sad Lucas på kanten af stolen, og støttede sig op ad bordet med begge albuer på bordpladen. En arm på hver side af bogen. Hans fod vippede let op og ned i en hurtig takt, og hans muskler var spændte. Det var ren 'frys, kæmp, flygt' mekanisme, der helt automatisk placerede hans krop, så han hurtigst muligt kunne flygte, hvis der skete noget ubehageligt. Han vendte endnu en side, og sank før han forsøgte at læse videre. Selvom ordene ikke hang fast, og han ikke havde læst et ord i bogen endnu selvfølgelig.
Mrs. Spike's stemme skar igennem virvaret af tanker i hans hoved. "Vi skal læse hele første akt i den her uge, og analysere den, så I må gerne sætte jer ud på gangen eller op på biblioteket, mens I læser," sagde hun. Lucas' krop slappede taknemmeligt af, og han havde næsten lyst til at slå kors for brystet og takke alverdens guder for, at det alligevel ikke ville blive en akavet time. Uden at tøve skubbede han sin stol tilbage, greb Hamlet fra sit bord og satte kurs mod døren, så han kunne liste op på biblioteket - et sted han følte sig overraskende komfortabel.
"Oh, og Mason?"
Lucas stivnede i døråbningen, vendte sig langsomt, og kiggede mod sin lærerinde. Han sank en enkel gang. "Mrs. Spike?" Og djævlen i menneskeform sagde en sætning, der fik det til at krible ned af hans rygrad af irritation. "Du virker som en reformeret mand, sådan at skynde dig ud så du kan få læse-ro," påpegede hun, og sendte ham et lidt syrligt smil, før hun fortsatte. "Kan du ikke tage Miss Van Dyke med dig - så kan hun også få set lidt af skolen?" Havde det været en hver anden lærer de havde haft, havde Lucas sagtens kunne sno sig ud af den, med en undskyldning om at han havde det skidt eller noget i den dur, men han vidste at Mrs. Spikes henslængte spørgsmål, egentlig var mere en ordre end et spørgsmål. Han nikkede sammenbidt, og de guder, han før havde haft lyst til at takke, blev haglet ned med tavse bandeord. Han smilede sukkersødt til sin lærerinde, før han tog sig sammen, og vendte sig mod Evelyn. Han gik ud fra at Mrs. Spike ikke havde fået at vide at den nye elev egentlig ikke var så ny alligevel, og faktisk havde været på skolen før. Hele scenariet blev tavst overvåget af samtlige elever i klassen, så han hankede op i sig selv, og smilede venligt - håbede han - til Eve.
"Evelyn, vil du med op og se biblioteket?" Spurgte han, og prøvede på at få presset en smule varme ind i sin stemme. Det gjorde næsten fysisk ondt at sige hendes navn igen, og endnu mere ondt at sige hele hendes navn, og ikke hendes kælenavn.

Evelyns fingre trommede videre. Nu ikke længere i takt til musikken, som stadigvæk rasede løs, men nu grundet simpelt rastløshed. Hun var oprevet og skuffet. Nok mest over sig selv, men det gjorde bestemt ikke situationen bedre. Hendes første time i flere år på en rigtig skole, og så formåede hun alligevel at ødelægge dagen - og han gjorde det også. Han gjorde det faktisk mest! Evelyn var ellers ikke en der sådan blev tøsefornærmet, men Lucas havde ikke ligefrem været en stor hjælp i hendes plan. Egentlig så var idéen bare, at hun kort ville præsenterer sig, glide ned på sin plads, og derefter passe sig selv resten af timerne, ugen og året. Glimrende! Det havde Lucas selvfølgelig ændret på. Ja, Lucas. Det var hans skyld! Ikke hendes. Hvordan var det hans skyld? Det… Det var det bare! Stemmerne var her ikke engang i dag til at forstyrre hende. De var overraskende stille faktisk. I en ubevist handling havde Evelyn forsøgt at vende endnu en side, som hun dog ikke havde læst, men det havde blot resulteret i, at siden nu var godt krøllet takket være hendes overspændte krop. Hun sukkede dybt og gav slip på siden. Det nyttede ikke engang at blive sur. De snakkede jo alligevel ikke?

Det gav et lille spjæt i Evelyn, da Mrs. Spike's skarpe stemme pludselig skar igennem klasseværelset. Hun nåede lige at hive høretelefonerne ud tids nok til at høre den sidste del af, hvad der blev sagt. IKke overrasket bemærkede Evelyn ud af øjenkrogen, hvordan Lucas' skikkelse pludselig forduftede. Oh well. Det var nok også det bedste. I modsætning til de yngre dage sammen med Lucas, så lod det til, at han kun bragte det værste op i hende nu. Hun skulle netop til at sætte høretelefonerne tilbage i, og dermed fjerne sit fokus fra Lucas, da hans navn atter blev kaldt. Hele klassens opmærksomhed, inklusiv Evelyns egen, blev øjeblikkeligt rettet imod ham. Han så ikke just begejstret ud. Hun var lige ved at le. Havde Lucas virkelig udviklet sig til en eller anden form for ballademager, som hele tiden skulle overvåges af læren? Der tog hun grueligt fejl. Lærerinden var bare ond.

Evelyn stirrede på Mrs. Spike, som havde hun set et spøgelse. Al farven var drænet fra hendes ansigt, og hendes blå, klare øjne flakkede let. Det sagde hun bare ikke! Og hun som havde troet, at lærerinden faktisk var til at stole på. Så snakkede Lucas pludselig til hende, og så var det som om, at hele stemningen skiftede. Evelyn? Ja, det hed hun godt nok, men hun kunne ikke mindes, hvornår hun sidst havde hørt sit fulde navn komme over læberne hos Lucas. Hos ham var hun bare Eve. Stemningen der pludselig faldt fra syrlig til mørk og fjern, fik også et skift frem hos hende. "Meget gerne, Lucas.". Stemmen var nærmest kriblende sukkersød, og var efterfulgt af et lille smil, som ikke helt nåede øjnene. Evelyn skyndte sig at snuppe sin version af Hamlet, samt en lille genstand, som hun fiskede op fra tasken og stoppede ned i siden på nederdelen, og derefter dækkede med sin bløde sweater. Det sidste skete selvfølgelig meget diskret, men derefter rejste hun sig uden tøven og gik op mod Lucas. Faktisk gik hun lige forbi ham, og stillede sig i stedet ude på gangen. Hun så ud til at lede efter noget, hvilket faktisk ikke var helt løgn. Selvom Evelyn havde været på skolen før, så havde hun aldrig været på netop denne etage. Hun havde en anelse svært ved at finde ud af, hvordan man kom til biblioteket herfra. Evelyn gjorde sig stadigvæk utroligt umage med ikke at se direkte på Lucas. "Vis endelig vej...".